Beredskab Øst, station Gentofte og Ballerup, flere akutlæger og ambulancer samt Nordsjællands Politi måtte torsdag aften rykke ud til en melding om et større kemikalieudslip hos Novo Nordisk i Gentofte. Det kunne dog hurtigt konstateres, at der ikke var nogen fare på færde. Der var tale om * brintoverilte, som havde afgivet nogle dampe. Én person blev tilset på stedet, men blev ikke kørt på hospitalet. Fremkørslen blev afbrudt, og brandfolkene som er nået frem, kunne pakke sammen og forlade stedet igen.
* Brintoverilte (H₂O₂) er en farveløs væske, der bruges som desinfektionsmiddel og til blegning. Stoffet afgiver let ilt, hvilket gør det reaktivt. I lave koncentrationer er det relativt ufarligt, men i høje koncentrationer kan det være ætsende og afgive irriterende dampe. Det nedbrydes naturligt til vand og ilt.

























