Kl. 17.13 søndag eftermiddag modtager alarmcentralen en melding om kraftig brand i en lejlighed ved Tinghøjparken i Søborg. Beredskab Øst, Københavns Vestegns Politi, ambulancer og en akutlæge bliver hurtigt sendt afsted.
Da de første brandfolk ankommer, konstaterer de, at det brænder i en lejlighed, og at branden har spredt sig til taget. Herfra går det hurtigt. Inden man når at få lagt slanger ud, spreder branden sig yderligere, og indsatslederen tilkalder assistance fra nærliggende stationer samt Hovedstadens Beredskab.
Der bliver arbejdet hårdt på at stoppe brandens spredning. Gennem hele aftenen arbejdes der med efterslukning, som forventes at vare det meste af natten.
Beredskab Øst skriver på sin Facebook :
Beredskab Øst blev søndag kl. 17:13 alarmeret til melding om flammer ud af vinduerne på en lejlighed på 2. sal i Tinghøjparken. Ved afgangen fra brandstationen i Gladsaxe ses kraftig røgfane, som samtidig suppleres med melding fra Operationscenteret om begyndende tagbrand.
I de følgende minutter opgraderes udrykningen til at omfatte 2 indsatsledere, 4 sprøjter, 2 drejestiger, 2 vandtankvogne, slangetender og drone.
Ved ankomsten få minutter efter ses voldsom brand i lejlighed, brand i tagudhænget og sort røg fra tagryggen på en ejendom med 3 opgange og 18 lejligheder.
Indsatsen koncentreres om at sikre, at alle personer er kommet ud af alle opgange samt begrænse brandspredning til i taget og til de underliggende lejligheder. Scenariet og forventningen er en fuldt udviklet tagbrand over hele ejendomme, og en omfattende skade som følge af brand og vand i underliggende lejlighed.
15 min efter alarmen tilkaldes yderligere forstærkning med 5. udrykningsenhed og 55 min efter alarmen afsendes 6. udrykningsenhed. Den 7. udrykningsenhed sendes til afløsning kl. 22:30.
Samlet set har der været 21 brandkøretøjer, og 55 brandfolk indsat samt yderligere 10 brandfolk og 4 køretøjer fra Hovedstadens Beredskab Frivillige med logistik, forplejning og sanitet.
Den indledende indsats foretages med et umiddelbart tiltag med CAFS fra terræn mod den brændende lejlighed/altan i kombination med indvendigt angreb i den brændende lejlighed.
Dernæst via loftslemme i alle opgange, hvor røgdykkere indsættes mod det den voldsomme tagbrand. I nr. 29 lykkedes det under vanskelige forhold at trænge branden tilbage mod en let adskillelse mellem nr. 31 og 29 og begrænse brandspredning, så lejlighederne i opgang 29 kun påvirkes i marginal grad.
Fra loftslemmene og fra drejestiger bekæmpes branden nu i taget, men grundet træadskillelse mellem 2. sal og taget sker der delvis sammenstyrtning og gennembrænding af etageadskillelsen, hvilket medfører brand i 4 lejligheder på 2. sal. Røgdykkere indsættes til slukning af dette, og i takt med at gennembrændingerne øges og risikovurderingen skærpes, så anvendes kran fra BMS til først af fjerne ustabile skorsten, og herefter etageadskillelse, hvorved slukning af bygningsdele kan foregå mere effektivt, og forhindre yderligere vandskade.
Skadeservice tilkaldes kort efter ankomst med storskadekoncept, og påbegynder straks ved ankomst indsættelse af medarbejdere med røgdykkerapparat i lejlighederne på 1. sal og stuen og senere på 2. sal i nr. 29 til følgeskadehåndtering, hvor bl.a. indbo afdækkes med plast og vand opsuges fra gulvet. Myndighederne afholder orienteringsmøder for berørte beboere i nærliggende beboerlokale, hvor Røde Kors er tilkaldt til at give støtte og omsorg. Beboerne i alle 18 lejligheder genhuses. Ingen er kommet fysisk til skade.
Vandforsyningen sikres først med 2 tankvogne og lokal brandhane, og den strategisk vandforsyning udlægges ved hjælp af kørende udlægning af A-slanger fra brandhane 500 m fra brandstedet.
Ledelsesstrukturen sammensættes af en indsatsleder, en skadesteder på branden og en skadestedsleder, som håndtere først vandforsyningsplanen, dernæst koordination om værdiredning og følgeskade samt logistiksetup. Det hele understøttes af ROC-Ø (regionalt Operationscenter Øst), som bl.a. i Beredskab Øst område forskyder st. Gentofte til central placering på st. Gladsaxe og indkalder yderligere deltidsbrandfolk til stationsberedskab i Ballerup. Omkringliggende beredskaber orienteres.
Beredskab Øst forlod med de sidste enheder skadestedet kl. 01:50. Mandag morgen foretages eftersyn på adressen og lysgiraf afhentes, som har været anvendt ifbm. nattens følgeskadehåndtering.
Stærkt samarbejde med Hovedstadens Beredskab, Region Hovedstadens Akutberedskab, Københavns Vestegns Politi, Polygon Skadeservice, @BMS A/S, Røde Kors m.fl.